Derfor er det svært at skille sig ud

Vidste du, at det er ganske almindeligt og normalt at have det svært med at skille sig ud?

Vi kender alle sammen situationer fra livet, som handler om at skille sig ud. Det kan enten være erfaringer fra egen krop eller i mødet med andre mennesker, hvor vi oplever forskellige svære følelser og negative tanker. Vi kan ofte mærke, når vi selv eller andre ikke er en del af gruppen og fællesskabet.

At skille sig ud kan handle om at være:

  • Veganer.

  • Genert.

  • Elevrådsformand.

  • Klog.

  • Kræsen.

  • Adopteret.

  • Jobsøgende.

  • Bange.

  • Handicappet.

  • Rig eller fattig.

  • Frembrusende.

  • Dumpet til prøven.

  • Den første til at… (eller den sidste…)

  • I tvivl om uddannelse.

  • Fødselaren.

  • Stålfast på meninger.

  • Klima- eller miljøbevidst.

  • Usikker på…

  • Målrettet.

  • Skilsmissebarn.

Og jeg kunne fortsætte… Ovenstående er helt almindelige eksempler på ungdomslivets oplevelser - drysset med mange følelser og tusindevis af tanker. Når vi oplever, at noget (=jeg) er anderledes, kan det være svært.

Vidste du også
”At skille sig ud” er umuligt at undgå?

Vi mennesker sanser, tænker og reagerer. Vi bevæger os. Falder. Rejser os. Og mærker at vi vokser dag for dag og (forhåbentlig) bliver klogere på livet. Måden vi lærer på, udvikler os, bliver afklaret, finder os selv og vores meninger, er netop ved at undersøge og være nysgerrige. Og ja, så skiller vi os af og til (positivt eller negativt) ud. Nogle gange mere synligt end andre gange. Bevidst eller ubevidst.

Prøver vi at undgå at skille os ud (ved at finde retur til det kendte og trygge), misser vi helt sikkert også noget vidunderligt. For der vil jo altid (A-L-T-I-D) være andre, der har en mening om situationen, problemet, udfordringen og DIG. Uanset om du skiller dig ud ved at være passiv eller aktiv. Kan du se dilemmaet?

At gøre noget, de andre ikke gør, eller være noget, de andre ikke er, ER svært og sårbart. MEN jeg oplever gang på gang, at ved at lære at håndtere “det svære” i forbindelse med at skille sig ud giver mere ro og plads til at hvile i sig selv.

At tro på sig selv hænger sammen med at kende sig selv. Det kan handle om at lære at sætte grænser og lytte mere til sig selv. På den måde viser vi os selv og vores omverdenen, at vi mener, det vi siger. Og ikke mindst lever det liv, der føles rart og gør os glade.

I sidste ende handler livet jo om at skabe en hverdag med glæde og taknemmelighed. Selvom det (til tider) er svært at skille sig ud.

”At skille sig ud” kan rent faktisk give andre energi!

Jeg har personligt taget mange valg i livet, som har været svære og sårbare. Både de nødvendige valg. De bevidste valg. Og de ubehagelige valg. Når jeg er vedholdende og standhaftig, oplever jeg noget overraskende. Nemlig at andre siger til mig.

“Hvor er du sej og modig.”

“Jeg gad godt turde det samme som dig.”

“Min egen motivation stiger, når jeg ser det, du gør.”

“Du giver mig nye idéer og veje, jeg kan gå.”

Og så har jeg ellers stået der og tænkt:
“Du har vist ikke været inde i mit hoved og set det virvar af tanker, der drøner rundt. Eller oplevet uroen i kroppen!”

Så selv om “skille-sig-ud-oplevelsen” ser ens ud udadtil, opleves den meget forskellig indeni.

Et er dog helt sikkert:
Når jeg lever og gør, som jeg drømmer om, ja så skiller jeg mig jo ud som… MIG.

Kh Trine M. Lønfeldt
Coach & Mentor

Vil du vide mere?

Hvem er du egentlig >>

Bliv mere tro mod dig selv >>

SMUK Indeni (for mødre og døtre- sammen og hver for sig) >>